Om Himmeriggården

Himmeriggården drives af Gallerne Åby/Hasle , Det Danske Spejderkorps, og ejes af Silkeborg Statsskovdistrikt.

Himmeriggården er under løbende forandring fra et husmandssted, beboet af en gammel mand til en friluftsgård/spejderhytte, med fokus på natur og friluftsliv. Gården består af et stuehus, tre længer: laden, stalden og grisehuset. Stuehuset er istandsat, så det kan bebos, og er velegnet til møder og andre indeaktiviteter. Udhusene er ryddede for det oprindelige staldinventar, og er velegnet til grove aktiviteter og håndværk. I dårligt vejr kan man gå i læ for regn og vind i vognporten. Der kan man gennemføre sit udeprogram i stedet for at gå ind

Himmeriggården bruges af gallernes spejdere i alle aldre og af andre spejdere. Vi lejer også gerne ud til andre, der vil have frisk luft. I hverdagene er institutioner og skoler meget velkomne til at leje gården enten til dagsaktiviteter eller udflugter med overnatning. Himmeriggården er også en god ramme om undervisningsforløb og kurser.

Ifølge brandmyndighederne må der sove 40 personer i stuehuset og 20 personer på en primitiv sovesal i laden (uopvarmet). I stuehuset er der siddepladser til ca. 50 personer (60 med god vilje og 70 hvis det virkelig kniber). Der er al service til 70 personer. Desuden har vi udendørs borde/bænke/stole til over 70 personer (skal aftales på forhånd).

Området omkring Himmeriggården

Himmeriggården ligger i Himmerig skov. Skoven er en del af Danmarks største skovrejsningsprojekt, der skal omkranse Århus med Skov.

Skoven er statsskov, hvilket betyder, at man er velkommen til at bruge området både dag og nat, også hvis man vil gå, hvor der ikke er anlagt stier.

Omkring Himmeriggården er der græsarealer til udeaktiviteter og lejrpladser til overnatning. Desuden er der arealer med skov, mark og eng. Ved siden af gården er et lille vandhul, og tæt på gården ligger en sø og en bæk, hvor der er gode muligheder for vandaktiviteter. Søen er et ”frit fiskevand”, hvilket betyder, at børn frit kan fiske og voksne med det nationale fiskekort må fiske uden særlig tilladelse. Der er masser af karper i søen. Vandhullet vrimler med smådyr, bl.a. haletusser, som alle børn er vilde med at fange.

Der er ikke langt til de store skove ved Frijsenborg og Lisbjerg.